STØRST AF ALT ER KÆRLIGHEDEN
- Julie Grønning
- 10. sep. 2021
- 4 min læsning
I 2018 blev min kære Thomas og jeg (endelig) gift. Efter at have levet sammen i 10 år, sat to børn i verden og elsket at være sammen hver eneste dag, blev det endelig tid til et fantastisk bryllup. Vi havde valgt at festen skulle ikke alene være en kærlighedsfest der hyldede vores kærlighed til hinanden, men også kærligheden til alle de mennesker der har været med til at gøre os til de mennesker vi er i dag.
Vi blev viet i Aarhus domkirke, afholdte reception i filmbyen i Aarhus og resten af festen blev afholdt på en gård i Grenå.
Jeg havde et stort ønske om at vi skulle lave så meget selv som mulig. Vi fandt derfor en gård i Grenå, hvor de havde den smukkeste gamle lade der var perfekt i forhold til de ønsker og drømme vi havde til den store dag.
Jovist der skulle gøres en hel del før laden var klar til vores bryllup, men vi så straks mulighederne i den. Her kunne vi feste hele natten, overnatte, pynte op efter vores egne ønsker og alt i alt skabe lige det bryllup vi drømte om.
Vi lavede ALT selv - naturligvis med hjælp fra skønne mennesker, men tankerne bag er alle vores og der er ikke én ting vi ikke har været inde over.
Vi havde fået hjælp til at designe det grafiske udtryk som var et gennemgående tema fra invitationen, til en hjemmeside vi havde lavet, til kirkehæfter, menu, drinkskort, infoskilte osv. Det gav et så fint helhedsindtryk og var med til at skabe en genkendelighed og sammenhæng i dagen, som vi godt kunne lide. Invitationen var todelt. Først fik de en save the date der var tegnet og designet af vore dejlige veninde. Den blev skåret i træ på en lasercutter og forvandlet til en køleskabsmagnet. Senere modtog gæsterne en æske med invitation og information om festen.
I kirken fik gæsterne udleveret et kirkehæfte, et gammelt stof lommetørklæde til glædestårerne, samt pynt til deres bil.
Blomsterfrøene var en gave til gæsterne og bestod af brændende kærlighedsfrø, som også var den plante som min mormor og morfar dyrkede i deres drivhuse og solgte til blomsterleverandører rundt om på Fyn. Vi forsøgte at bringe personlige fortællinger ind i alle de små detaljer.
Jeg havde lavet kasser ud til toiletterne der var fyldt med alt hvad man lige kunne stå og mangle midt i en fest, hvor man også skulle overnatte. Og så var der gaven til brudepigerne og der var også en til forloveren.
Til receptionen, der blev afholdt i filmbyen i Aarhus, serverede vi små jordbærtærter fra Lagkagehuset. De blev linet op på lange rækker og serveret på gamle tallerkner. Dette var i stedet for bryllupskage, da Thomas ikke er specielt glad for kage, men jordbærtærte - det elsker han.
Gæsterne der skulle videre mod Grenå fik også udleveret en lækker frokostsalat, drikkelse og lidt sødt som de kunne spise på vejen.
I baghaven stillede vi denne gamle ladbil op, hvor gæsterne kunne forsyne sig med snacks og lækre drikkevare. Vi havde arrangeret at alle gæsterne skulle “lege” og lære en fællesdans som blev danset efter brudevalsen og åbnede dansegulvet på festligste vis.

.
Det var en lang og tidskrævende rejse at få alle detaljer på plads til dette bryllup. Vi havde intet mindre end 4 lokationer i løbet af dagen, og så var festsalen ovenikøbet delt i to afdelinger. Der var nok at se til og i kan her under se hvordan vores udgangspunkt var, den dag vi kom og skulle stille op og gøre klar til fest. Uoverskueligt ville nogen nok tænke, men jeg så muligheder - mange og helt fantastiske muligheder i dette sted og det endte også med at blive helt fantastisk.

Masser af timer er der gået på loppemarkeder og i genbrugsbutikker, for at finde mange af de ting vi brugte til brylluppet. Messingstager, lommetørklæder, gammelt spejl som blev brugt til drinksoversigt, gamle rammer, desserttallerkner med guldkant osv. Jeg benyttede mig også af at jeg havde adgang til en lasercutter, og den brugte jeg til at lave barskiltet med, samt vores små save the date magneter i træ. Blomsterdekorationerne og det fine velkomstskilt har jeg selv lavet i hånden og du kan finde en guide til hvordan jeg har lavet skiltet her.
Vi havde naturligvis fået leveret maden og vi havde allieret os med de helt fantastiske mennesker fra Møllers Gastronomi. De forstod virkelig at omsætte alle vores tossede ideer til virkelighed. Først leverede de frokostsalaterne og derefter sørgede de for at levere en middag der bestod af intet mindre end 10 forskellige tapasretter hvilket var helt fantastisk og gav virkelig meget opvask... Dagen efter stod de klar med den lækreste brunch til os og de gæster der havde valgt at overnatte.
Hele cateringholdet blev støttet godt op af det sejeste personale, der knoklede i kulisserne hele dagen, for at få dagen til at glide glat. De var bare mega seje! 💪🏻
Brudebuketten, knaphulsblomsterne og brudepigernes blomsterringe blev lavet af Hasle blomster.
Og så havde vi ydermere den dygtigste bartender stående i baren hele natten, som sørgede for at der var de lækreste drinks at få.

Festen sluttede på dansegulvet iført en lidt mindre kjole, og masser af kærlighed at dele ud af. Rytmerne vi dansede til, blev leveret af en af DJ’erne fra Swingerklubben - ja, det hedder de altså. 😅

En fantastisk dag, en helt igennem skøn proces som jeg ville ønske man måtte gøre mere end én gang her i livet, for det gik ALT for hurtigt!
Comments